[Forsiden] [Statistiske begreber] [Indvandringen] [Bolig] [Arbejde] [Skole] [Kriminalitet] [Sociale forhold] [Økonomi] [Kultur
[Politik & Love] [Religion] [Medier & Debat] [Antidemokrati & Racisme] [Kilder] [Om dette site] [Figurer] [Citater] [Tidslinie] [Sitemap
 Til nederst på siden
Religion
Billeder i islam, også af profeten Muhammed   Hele artiklen egnet til print
 SØG:


Andre artikler i dette kapitel:
[Islamisk-kristen dialog]
[Islam og menneskeretttighederne]
[Mordet på Theo van Gogh, Amsterdam]
[Kampen for sharia]
[Koranen er temmelig voldelig]
[Hvad er islam?]
Afsnit i denne artikel (fører til overskrifterne i v. kolonne nedenfor):
[Henvisning til krænkede følelser lægger død]
[Her er billeder af Muhammed (links)]
[Er der et billedforbud? Om hvad?]
[Politiken i modstrid med eksperter, muslimer og sig selv]


Sammenfatning
Der er mange forskellige bud i islam på, hvad billedforbuddet er og omfatter.

Det er allerede derfor vanvittigt at udstede dødsdomme mod tegnere af Muhammed, når der fx sælges ikoner af selvsamme herre i Iran.

Der er ikke noget absolut forbud mod at lave billeder i islam, og der er heller ikke enighed om, hvad det er, der ikke må afbildes.

For nogle muslimer er der et absolut billedforbud i islam. Forstået på den måde, at det er forbudt at afbilde nogen som helst levende skabninger, også fx en fugl eller en tomatplante.

For andre er det forbudt at afbilde alle levende væsener med en sjæl - og har fx en elefant eller en hund en sjæl?

De fleste muslimer mener, at det er forbudt at afbilde profeten Muhammed.
Det er ikke alle muslimer, som mener det.

Det er helt ude af proportioner at se sig gal på Jyllands-Posten alene med den begrundelse, at avisen i efteråret 2005 bragte nogle billeder af profeten.

Der findes hundreder af billeder af Muhammed i forvejen.
Vil de fundamentalistiske muslimer rydde bibliotekerne rundt omkring?
Vil de sekulære danskere, som på grundlag af hævdelsen af et muslimsk billedforbud støtter muslimerne i deres berettigelse i at føle sig krænket?

Som om enhver, der råber "Min religion er krænket" skal bestemme, hvad der må trykkes.

Man bør ikke føre en debat, der alene har til formål at krænke andre menneskers religiøse følelser eller andre følelser eller andre ting, som er vigtige for dem, man taler med.

Problemet er, at det omvendte er endnu mere uacceptabelt:
Ingen debat skal kunne bremses, hvis nogen mener, at den krænker dem på deres religiøse følelser.
Følelsen er noget, enhver kan henvise til, og demagoger er specielt gode til det, og hvorfor skulle din følelse af at være krænket være mere værd end min følelse af, at jeg ikke krænker dig?


Henvisning til krænkede følelser lægger død

 Hele artiklen egnet til print

 Billede

 Til næste figur  Til figuren før  Til nederst på siden
Debatten om samfundet ville aldrig nogensinde komme igang, hvis enhver skulle have vetoret med henvisning til egne følelser.
Den europæiske civilisation bygger på kritisk tænkning og individets frihed også til at ytre sig.
Hverken kulturen, samfundet eller videnskaben ville have udviklet sig, hvis ikke der havde været modige mennesker, som havde udfordret den til enhver tid herskende mening om, hvad man kan være bekendt af hensyn til de herskende meninger, holdninger, følelser. Politisk korrekthed og krænkede følelser, som man påstår står over alt andet, kalder på udfordringer.


Det er ikke krænkelserne, som så mange siger, de føler ved nogle af disse tegninger, der skaber kløfter mellem mennesker.
De er der i forvejen og er skabt bl.a. af, at nogle mennesker tror sig så overmenneskelige, at deres følelser er mere værd end andres.
Krænkelserne skaber ikke modsætningerne, de er i stedet med til at fylde kløfterne op og få os til at komme videre.

Sandheden er: Intet fremskridt uden kløfter at fylde op! Ingen opfyldning uden krænkelser!
(NB: Den med at fylde kløfterne op er et lån fra forfatteren Kåre Bluitgen; det er et meget rammende udtryk).



Her er billeder af Muhammed (links)

 Hele artiklen egnet til print

 Billede

 Til næste figur  Til figuren før  Til nederst på siden  Til øverst på siden
Nedenfor kommer et par links til billeder af den muslimske profet Muhammed.

Er det en krænkelse af nogens religiøse følelse?
Hvis det er, hvad skal vi så gøre ved det?

I Grimbergs Verdenshistorie, Politikens forlag, er der et billede af profeten med underteksten "Muhammmed taler til sine tilhængere. Arabisk miniature fra begyndelsen af 1300-tallet" (bind 5, 5. oplag, 1966, s. 269; og her er ansigtet ikke på nogen måde tilsløret).

Billedforbuddet var absolut ikke absolut, der er masser af muslimske og arabiske billeder af Muhammed - jf. links nedenfor.

I Den Store Danske Encyclopædi valgte man at bringe et persisk bogmaleri fra ca. 1540, hvor Muhammeds ansigt er tilsløret (bind 13, 1999, s. 482).

Men bemærk billedteksten: "Muslimske lærde var kritiske over for brug af billeder, da de mente, det kunne give anledning til tilbedelse af de afbildede".

I det største nyere danske leksikon skriver man altså, at muslimske lærde var kritiske over for billeder, ikke, at der var forbud mod dem.

Det er en formulering ret langt fra den skærpede position, som Politiken, jf. et afsnit nedenfor, har valgt meget bevidst at anlægge pr. 6. feb. 2006 ved at hævde, at det ifølge islam er forbudt at gengive billeder.

Første link (du behøver ikke at følge det):
Mohammed Image Archive. Depictions of Mohammed Throughout History (link pr. 1.2.2006).

Illustrationerne er af forskellig slags:
- Fra bøger.
- Malerier, miniaturer og illustrationer.
- Dantes "Den guddommelige komedie", kap. Inferno (Mener Islamisk Trossamfund, at dette værk skal censureres bort fra bibliotekerne og brændes? Det er ellers en hjørnesten i den europæiske litteratur...)
- Moderne ikoner fra Iran, bl.a. nogle købt af en nordmand i den hellige by Qum i 1999 (ja, iranerne tillod ikoner med billeder af Muhammed at blive fremstillet og solgt på gadehjørnerne).
- Franske bogomslag fra de sidste 20 år (incl. et Tintin hæfte).
- Diverse, bl.a. et kalkmaleri i en kirke i Bologna (som ganske vist også er blevet truet med at blive spængt i luften af al-Qaida; Muhammed optræder i en 1500-tals fresko inspireret af Dante, se denne omtale i den engelske avis The Guardian (link pr. 1.2.2006).
- Nutidige kristne tegninger.
- Animerede parodier på TV (og her vil blodtrykket nok stige hos nogle)
- Satiriske nutidige karikaturtegninger (og her vil blodtrykket nok stige hos nogle)
- Jyllands-Postens tegninger (så kom de også med her; blodtrykket vil nok stige hos nogle, men tegningerne er ret uskyldige)
- Nutidige reaktioner på debatten om Jyllands-Postens tegninger (med blandet blodtrykseffekt).


Det andet link er til 10 gamle billeder af Muhammed, bl.a. er han afbildet i en persisk miniature fra 1550 (vores tidsregning).

Her er linket (link pr. 1.2.2006 til Wikimedia Commons, Wikis billed- mv. afdeling).
Det er ikke så farligt.

Hvad gør muslimer, når de tænker på deres kære profet?
Hvis de kommer til at danne sig et billede af ham i hovedet, i tanken, med deres visuelle forestillingsevne?

Skal man, hvis man mener, der er et billedforbud, være mindre visuelt orienteret eller helt berøvet denne perceptionevne, for at kunne være en rettroende muslim, så man er sikker på ikke at overtræde billedforbuddet, når man tænker på Muhammed?


Langt fra alle muslimer har overholdt et billedforbud, og det er temmelig sikkert, fordi de ikke mener, at der er et.
Mange muslimer mener, der er et billedforbud, men er indbyrdes uenige om, hvad det betyder.
Man kan ikke sige, som fx Politiken gør, at der er et billedforbud i islam - bl.a. fordi der ikke er et direkte billedforbud i Koranen.


Er der et billedforbud? Om hvad?

 Hele artiklen egnet til print

 Billede

 Til næste figur  Til figuren før  Til nederst på siden  Til øverst på siden
Der kan købes ikoner af Muhammed i Iran.

Det ofte påståede billedforbud i islam hævdes strengest af sunnimuslimerne, men trængte ikke igennem hos perserne, senere shiamuslimerne i Iran.

Meget få muslimer hævder den mest krævende hadith, som kræver, at et totalt billedforbud omfatter alt levende og i sin mest ekstreme form endda alt skabt(og alt er jo skabt af Allah).
Selv hvis de i princippet hævder denne tolkning, er det i hvert fald yderst sjældent, at de overholder den.

Hvorfor skulle nogle af de lidt løsere fortolkninger være så meget mere autoritative, at de skulle kunne vinde som bedste bud på et billedforbud? Hvorfor skulle hadith'erne være mere autoritative end Koranen, bare fordi Koranen ikke taler klart på dette område?

Hvorfor skulle vi ikke-muslimer godtage muslimers henvisning til disse før-middelalderlige uklarheder som grundlag for, at muslimer i fx Danmark føler sig så krænket, at de går til yderligheder?

Mennesker kan i religioner kan se på billeder på tre måder:
- Som en afspejling eller repræsentation af det guddommelige uden at billedet i sig selv er helligt. Man kan ære billeder, fx en kristen ikon, som skal lede tanken hen på Gud.
- Som et idol med væren i sig selv, der kan gøres til genstand for (afguds)dyrkelse. Man kan dyrke billedet, hvilket normalt afvises.
- Som afvist, et billedforbud.

Jødernes billedforbud byger på den 2. af de 10 bud: "Du må ikke gøre dig nogen form eller noget billede.." (her i overrabbiner Bent Melchiors oversættelse af 2. Mos. 20,4).
I praksis har det jødiske forbud mest rettet sig mod billeder som genstand for (af)gudsdyrkelse, fx dansen om gulvkalven (2. Mos. 32).

Det islamiske billedforbud hævdes af de muslimske teologer langt mere end jøderne hævder deres. Men det muslimske forbud er mere løst funderet, fordi det ikke direkte findes i Koranen, mens det jødiske findes i Det gamle Testamente.

Formentlig føles det netop nødvendigt at holde hårdt på det, fordi dets grundlag ikke kan findes i Koranen. Der er en stærk fordømmelse af afguder, (afguds)gudebilleder og fremstilling af det guddommelige i billeder.

Begrundelsen for billedforbuddet i islam står ikke direkte i Koranen, men er frygten for shirk, dyrkelsen af det afbildede som gud.


Den saudi-arabiske tradition har hævdet et strengt billedforbud. Vejskilte ved fodgængerovergange har mennesker uden hoved.
Omvendt regnes nu efterhånden de fleste andre steder kun den religiøse billedbrug som strengt omfattet af billedforbuddet (jf. Jan Hjärpe: Islam. Lære og livsmønster, 1980, s. 97).

Det siges, at Muhammed selv lod skåne et billede af jomfru Maria med Jesusbarnet, da han i 630 fjernede alle andre billeder. Muhammed var altså ikke engang selv konsekvent imod billedforbuddet (Tranholm-Mikkelsen: Islam, 1993, s. 22).

Det, der ikke står i Koranen, står så måske i hadith'erne (ahadith), samlinger af fortællinger om profetens livsførsel (idet sunnah er denne livsførsel selv, før den bliver fortalt).
Men disse hadith'er er selv underlagt en hel lære om klassifikation og fortolkning. Bl.a. tolkes enhver hadith efter hvor mange led, den er fortalt i, hvor mange vidner der var, om vidnerne var troværdige, osv.
Så kan den ene eller den anden vælge at lægge vægt på den ene eller den anden hadith som den mest autentiske eller mest relevante i den givne sammenhæng.

Tredimensionale afbildinger som skulpturer og relieffer er mere anstødelige end todimensionale gengivelser. Tanken var og er desværre stadig (så enfoldig), at hvis billedet lignede, var det et forsøg på at lege gud.
(Du er velkommen til at kigge forbi de modeller i ler af mennesker, som jeg selv slapper af ved at lave)

Det at kunne lave billeder var på den tid næsten som at skabe de ting, man afbildede (og det var længe før, billeder var på tale som abstrakte, i hvert fald i denne sammenhæng).

En hadith lader Allah spørge: "who is more unjust than those who try to create the likeness of My creation? Let them create an atom, or let them create a wheat grain, or let them create a barley grain".
(i min oversættelse: "hvem er mere uretfærdig end dem, som prøver at fremkalde Min skabelses skikkelse? Lad dem frembringe et atom, eller lad dem frembringe et hvedekorn, eller lad dem frembringe et bygkorn").

I så fald er der ikke nogen mere uretfærdig end de mennesker, som laver billeder af døde eller levende ting, fordi de derved ønsker at ligne Allah i hans skaberværk.

Dermed er det forbudt at lave tegninger, malerier, træsnit mv. af noget som helst. Ikke engang et hvedekorn må afbildes, ikke et umælende atom. Gør man det alligevel, er det en stor synd.

Det er vel meget forståeligt, at de fleste muslimer ikke tilslutter sig denne hadith, for så ville det være svært at leve i en moderne verden. Men hvorfor er den ikke lige så god som de næste, mindre strenge krav?

I en anden hadith kommer et lidt mindre restriktivt billedforbud. Her er det forbudt at lave billeder af levende væsener.
Det er åbenbart en delmængde af levende ting, og da kun denne del rammes af forbuddet, er det tilladt at lave billeder af ting, som ikke ejer en sjæl (hvad det så er for nogle).

En tredie hadith giver en lidt ny variation: Det er forbudt at afbilde levende skabninger, men tilladt at lave billeder at ting uden en sjæl. "Uden en sjæl" er så meget forskelligt fra det "ikke at eje en sjæl", at man sikkert teologisk kan overveje længe, hvad denne Hadith bidrager med af nyt til forståelse af billedforbuddet.

Kilde til disse hadith'er: University of Southern Californias kompendium over muslimske tekster (link pr. 3.2.2006).

Det var disse hadith'er eller noget tilsvarende, der fik talebanerne til at sprænge ældgamle og uerstattelige statuer i stumper og stykker i Afganistan, før talebanerne blev væltet. Alle kunstværker med bare den mindste lighed med et menneske blev destrueret.

Hvem skal bestemme, hvor grænsen går?



Det er da interessant at se, hvordan mennesker tænkte, da disse hadith'er blev skrevet. Det er især interessant, at reglerne ikke er klare, og at muslimerne ikke selv kan blive enige om, hvordan de er.

Hvorfor skal vi tvinges til at beskæftige os med det, bare fordi nogle mennesker, som er rejst ind her i landet fra middelalderlige kulturer, er i stand til at blive så rasende, at de kan få sig selv til at påstå, at vi krænker dem ved ikke at ville overholde deres regler?



Politiken i modstrid med eksperter, muslimer og sig selv

 Hele artiklen egnet til print

2006

 Billede

 Til figuren før  Til øverst på siden
I Koranen er der IKKE noget direkte forbud mod at danne billeder.

Det hævder i hvert fald Den Store Danske Encyclopædi:
"I den islamiske verden er billedforbuddet altid blevet opretholdt af teologerne, selvom Koranen ikke rummer et direkte forbud"
(1995; under billeder, billedforbud, s. 611 i bind 2).

Alligevel bliver det gang på gang hævdet af medier, eksperter og mange andre, at Koranen forbyder afbildning af mennesker i almindelighed og af profeten Muhammed i særdeleshed.

Enhver kan slå op i det største, moderne danske leksikon, Encyklopædien, og se, at det altså mener, at der ikke er noget direkte billedforbud i Koranen, og så kan der heller ikke være noget direkte forbud mod at afbilde profeten Muhammed.

Alligevel møder det stor forståelse af mange meget forstående danskere, når muslimerne påstår sig krænkede over, at Jyllands-Posten den 30.9.2005 bragte tegninger af Muhammed - med henvisning til, at Koranen kræver et billedforbud.

Dagbladet Politiken bidrog til at optrappe tingene, da man i modsætning til Encyclopædien skrev:
"Det er ifølge Koranen forbudt at afbilde profeten Muhammed".
Sådan var formuleringen til og med den 5. feb. 2006 (kilde pr. 30.1.2006, link pr. 5.2.2006; dagen efter blev formuleringen ændret, jf. nedenfor).

Politiken har været meget kritisk over for Jyllands-Postens Muhammedtegninger, især da konflikten spidsede til.

Det var ellers Politikens forlag, som 1958-61 udgav Grimbergs Verdenshistorie, der indeholder et billede med underteksten "Muhammmed taler til sine tilhængere. Arabisk miniature fra begyndelsen af 1300-tallet" (bind 5, 5. oplag, 1966, s. 269). Billedforbuddet var altså ikke absolut, her er endnu et muslimsk og arabisk billede af Muhammed.
Politikens hus turde dengang bringe et billede af Muhammed.

Selvfølgelig kan der være forskel på, hvordan profeten afbildes. Men billedet i Grimbergs Verdenshistorie er et af de mange fra den muslimske verden, som viser, at det ikke er holdbart at sige, at der er et billedforbud i islam. Den nævnte miniature i Grimberg er endda arabisk, og araberne (groft sagt sunnimuslimerne) har traditionelt set strengere på billeder end perserne (groft sagt shiamuslimerne; iranerne har lavet ikoner med Muhammed).

På Politiken har de en slags ombudsmand for læserne, en redaktør, som taler læsernes sag og bruger meget tid på at rette fejl (som der er i enhver avis, hver dag).
Efter at jeg den 5. feb. 2006 skrev til læsernes redaktør om det forkerte i formuleringen "Det er ifølge Koranen forbudt at afbilde profeten Muhammed", ændrede han den, så der fra 6. feb. kom til at stå: "Det er ifølge islam forbudt at afbilde..." (kilde: samme link som ovenfor, men altså med den sidste linie rettet til denne nye formulering).

Det var ikke nogen god rettelse, tværtimod. Særlig med en så bogstavtro religion som islam, er den nye formulering endnu dårligere end den gamle.

Den nye formulering indebærer, at religionen islam siger noget, som Koranen ikke siger - og Koranen er det eneste helt sikre fundament i de fleste muslimers tro. Det kan let blive opfattet som en fornærmelse af rigtig mange muslimer.


Avisen Politiken manipulerer fra måned til måned med, hvad billedforbuddet betyder.

Ved juletid 2005, da debatten om profettegningerne tog til, skærpede man beskrivelsen for at påvirke læserne til at acceptere Politikens standpunkt i striden.

Den mest korrekte formulering er formentlig den, de 22 pensionerede ambassadører brugte i december 2005 i deres kritik af statsministeren under krisen om tegningerne: "...efter mange muslimers opfattelse er [det] forbudt at afbilde Muhammed" (ambassadørernes indlæg i Politiken den 20.12.2005).
I efteråret 2005 havde Politiken allerede mest brugt denne formulering.

Hen under jul strammede Politiken formuleringen, da man forholdt sig stadig mere kritisk til Jyllands-Postens tegninger. Politiken har således ydet sit lille bidrag til skærpelsen af konflikten.

Før Politiken som nævnt i feb. 2006 valgte først "Det er ifølge Koranen forbudt at afbilde profeten Muhammed" (5. feb. 2006) og så "Det er ifølge islam forbudt at afbilde.." (6. feb.), havde man brugt disse formuleringer:

6.1.2002, sektionen PS s. 5: "I den talebanske religionsfortolkning var det forbudt at afbilde mennesker".

11.5.2003, 2. sekt. s. 1: "Det var kort sagt forbudt at afbilde levende væsener, da de stærkt bizarre talebanere endnu regerede Afghanistan, og forbuddet var blot et enkelt af mange mere eller mindre ejendommelige bestemmelser".
Således kunne Politiken endnu i 2003 skrive om en strengt muslimsk opfattelse, uden at nogen reagerede.
Det hed videre i samme artikel, at billedforbuddet var "dikteret af det religiøse vanvid, som var synonymt med Talebanbevægelsen" (artikel af Michael Jarlner om, hvordan talebanerne så sig selv).

Er billedforbuddet mindre dikteret af religiøst vanvid, når det er formuleret af talebanerne, end når det bliver formuleret af muslimer i Danmark?

Så springer vi til efteråret 2005, men stadig med en vis kritisk distance til, hvor strengt billedforbuddet er:

20.10.2005, 2. sekt. s. 3: "...efter mange muslimers opfattelse er forbudt at afbilde Muhammed" - i Politikens artikel med overskriften om, at der ingen selvcensur er blandt tegnere (selv om det fremgår af artiklen, at der var mindst een af de spurgte, som klart bekræftede selvcencuren).

23.10.2005, 2. sekt. s. 5: "Efter mange muslimers opfattelse er det forbudt at afbilde Profetens ansigt" - i Politikens forklarende tekst til en artikel om blasfemi.

20.12.2005, 1. sekt. s. 2: "...efter mange muslimers opfattelse er forbudt at afbilde Muhammed" - det var Politikens forklarende formulering ved siden af de 22 tidligere ambassadørers kritik af statsministeren.
Ambassadørerne selv brugte som nævnt præcis samme formulering (1. sekt. s. 2): "...efter mange muslimers opfattelse er forbudt at afbilde Muhammed".

23.12.2005, 2. sekt. s. 3: "...efter mange muslimers opfattelse er forbudt at afbilde Muhammed" - som Politikens forklaring ved siden af et inteview med Kåre Bluitgen (hvis problemer med at finde tegnere, som turde illustrere en børnebog om islam, var Jyllands-Postens begrundelse for at bringe de satiriske tegninger 30.9.2005).

Så kommer skærpelsen, fordi reaktionerne ude i verden tog til, og for at give den interviewedes udtalelser større vægt.
24.12.2005, 1. sekt. s. 3: "...ifølge islam er forbudt at afbilde profeten" - som Politikens forklaring til et interview med en af EU-kommissionens fem næstformænd, retskommissær Franco Frattini, som kaldte det "ubetænksomt og uklogt", at Jyllands-Posten havde trykt de 12 danske tegneres bud på et portræt af profeten Muhammed.

Denne skærpelse blev gentaget med de nævnte formuleringer fra 5. og 6. feb. 2006. Væk var det lidt forsigtige "efter mange muslimers opfattelse". Nu var det "ifølge Koranen forbudt", så "ifølge islam forbudt".

Men dermed slutter Politikens forvirring ikke.
Den 15. feb. 2006 bragte avisen på den faste side "Analyse" en artikel af journalisten Amir Taheri, som 1973-79 var chefredaktør på Irans største avis og nu arbejder bl.a. for CNN.
Overskriften på artiklen var "Hykleri. Der er ikke noget billedforbud i islam. Satire er også o.k.".
Underoverskriften var: "Stol ikke på de ophidsede imamer. Islam forbyder hverken afbildninger af Muhammed eller satire om religion".
Artiklen nævner nogle af de mange portrætter af Muhammed, som er blevet malet af muslimske kunstnere gennem tiden. Der har endda været lavet hele statuer af profeten, og nulevende iranske og arabiske kunstnere har lavet buster af ham.

Selv om denne artikel ikke nødvendigvis udtrykker Politikens holdning, er den dog bragt på den faste side "Analyse".

Politikens forvirring om billedforbuddet er nu objektivt set total.
Men de stadige ændringer følger et bestemt mønster. Ændringerne skal manipulere læserne til at mene det, Politiken mener. De afspejler en journalistik, som først og fremmest er politisk korrekt, det vil sige bruger begreber til bestemte formål.


Er den moderate og formentlig mest korrekte formulering "efter mange muslimers opfattelse" mindre rigtig, fordi mange muslimer gik grassat over tegningerne og afbrændte ambassader mv.?

Opfattelsen af, hvad billedforbuddet betyder eller ikke betyder er vel ikke afhængig af, hvad og hvor meget, der bliver brændt af i Allahs navn?

Gengivelsen af synspunktet, at der slet ikke er noget billedforbud, kom nogle uger efter afbrændingerne af ambassaderne, da den værste fare var drevet over.

Politiken er ikke seriøs og er ikke til at stole på.


       Denne side er Valid XHTML 1.0 Transitional Til øverst på siden      info@indvandringen.dk   ©Indvandringen.dk 2018